Udskriv

ff logo 286px

En del af kirkens tilbud i Jammerbugt Provsti

Folkekirkens Familiestøte tilbyder Barselscaféer, kurser, samtaleforløb og praktisk hjælp til forældre med hjemmeboende børn i alderen 0-17 år.
Forældre er afgørende for børns trivsel og udvikling, og derfor har vi fokus på at bakke forældre op i at skabe gode rammer og relationer i familien.
Læs om vores forskellige tilbud her.

Få en Forældreven
Få hjælp til positive forandringer med udgangspunkt i dine ønsker og værdier
Er der noget i din hverdag, som du gerne vil lave om, men ikke ved, hvordan du skal gribe fat i?
Vi tilbyder samtaleforløb og praktisk hjælp til forældre med hjemmeboende børn i alderen 0-17 år. Vi har tavshedspligt og registrerer ikke jeres personoplysninger.
Læs mere om vores forløb her: Forældreven og Hånd i hånd.

Styrk parforholdet
En håndsrækning til forældre – en gave til børnene

I mange sammenhænge er vi vant til at tænke forebyggende, men når det gælder vores parforhold, er vi ikke altid helt så gode til at være på forkant med udfordringerne og passe på alt det gode, vi har sammen.
At passe godt på parforholdet er en investering i hele familiens trivsel. Forskningen viser nemlig, at et godt parforhold mellem forældrene har stor betydning for børns udvikling og trivsel.
Hos os kan I kickstarte en god proces med det veldokumenterede forløb Par-tjek, eller ved at deltage i et PREP kursus (praktiske redskaber til et engageret parforhold). Begge tilbud bygger på evidensbasseret viden om, hvad der hæmmer og fremmer et sundt parforhold – og giver jer viden og redskaber til at passe godt på parforholdet i en travl hverdag, møde udfordringer i fællesskab og føre konstruktive samtaler. Jeres lokale koordinator er uddannet i arbejdet med par, og certificeret Par-tjek vejleder og PREP-kursusleder fra Center for Familieudvikling. Læs mere om begge tilbud her: Par-tjek og PREP Kursus.

Vores skilte familie
Kursus i fælles forældreansvar (KIFF)
Et KIFF kursus er for jer som er skilt, og gerne vil styrke samarbejdet omkring jeres fælles børn. På kurset får I viden og redskaber til støtte jeres børn i en hverdag mellem to hjem og indsigt i børns reaktioner og behov under og efter en skilsmisse. I får også viden og redskaber til at styrke jeres kommunikation og forældresamarbejde, samt perspektiver som kan gøre jer mere bevidste, om den proces I selv gennemgår i forbindelse med skilsmissen. Kurset er udviklet af Center for Familieudvikling, og bygger på den nyeste forskning på området. Jeres lokale koordinator er uddannet i arbejdet med skilte familier og certificeret KIFF kursusleder og kan tilbyde jer en opfølgende samtale efter kurset, hvis I ønsker det. Det er både muligt at deltage på kurset individuelt eller sammen som eks-par. Læs mere om KIFF kursus her.

Barselscafé på biblioteket
I samarbejde med Jammerbugt Bibliotekerne i Fjerritslev, Brovst, Pandrup og Aabybro afholder vi Barselscafé for alle forældre med børn i alderen 0-2 år. Hver gang synger vi et par sange sammen med børnene og sætter fokus på et tema, som er relevant for småbørnsforældre. I Barselscaféen bliver du ikke præsenteret for en facitliste til det gode forældreskab eller familieliv, men vi skaber mulighed for både refleksion og inspiration samt for at danne netværk med andre forældre fra nærområdet. Biblioteket byder på kaffe, the og frugt. Det er gratis at deltage – og I behøver ikke at tilmelde jer på forhånd. Læs mere og find datoer på vores hjemmeside her: Barselscafé.

Bliv frivillig i Folkekirkens Familiestøtte
Brænder du for at støtte forældre i at skabe en god hverdag for familien – eller ønsker du at give småbørnsfamilier et pusterum i hverdagen?
Så er det måske noget for dig at blive frivillig Forældreven i Folkekirkens Familiestøtte.
Som frivillig får du:
• Mulighed for at gøre en stor forskel for børnefamilier
• Mulighed for at bruge dine personlige og faglige kompetencer
• Velstrukturerede rammer for dit frivillige arbejde
• Løbende sparring med den lokale koordinator
• Fællesskab med andre frivillige

Kontakt din lokale koordinator for en uforpligtende snak, eller læs mere om arbejdet som frivillig på vores hjemmeside her: https://folkekirkensfamiliestotte.dk/

Kontakt din lokale koordinator i Jammerbugt
Dorte Slot Poulsen er ansat som koordinator for Folkekirkens Familiestøtte i Jammerbugt Provsti. Dorte er uddannet pædagog og cand. mag. i Læring og Forandringsprocesser og efteruddannet i arbejdet med par og skilte familier fra Center for Familieudvikling. I er altid velkomne til at ringe eller skrive hvis I har spørgsmål eller ønsker at benytte vores tilbud.

Dorte Slot Poulsen
Tlf.: 40 13 91 07
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Og husk – vi deler ikke dine personoplysninger med andre.